Vind Lokalarkiv har brug for din hjælp!

Kære Vindboer, såvel nuværende som tidligere

Lokalarkivets fornemmeste opgave er at bevare Vinds historie samt at formidle den til nuværende og fremtidige generationer.

I 2023 kan Vind by fejre 100-års jubilæum: Da er det nemlig 100 år siden, ’gamle’ købmand Halkjær købte grunden på hjørnet af Holstebrovej og Vind Kirkevej og åbnede sin forretning. Dermed startede et helt nyt kapitel i Vind sogns historie, og snart havde byen også både mejeri, slagter, tømrer, smed og jernbane.

Til næste år er der altså gået 100 år, og meget vand er siden løbet gennem Vind bæk. De fleste af erhvervene er forsvundet, men Vind by består, og jubilæet er en oplagt anledning til at få indsamlet nogle af alle de gode minder og sjove historier, vi ved, der er så mange af, men som alt for sjældent bliver nedfældet på papir, og som derfor med tiden vil blive glemt og gå tabt.

Lokalarkivet sætter derfor nu alle sejl til for at få minderne og historierne bevaret, og i den sammenhæng vil vi gerne bede om din hjælp:

Hvordan så Vind by ud i din barndom, eller da du første gang kom til byen? Har din familie boet i Vind i mange generationer, eller er du eller dine forældre kommet til byen ’udefra’ -og hvad trak jer i så fald hertil? Hvilke foreninger og fællesaktiviteter har du været engageret i igennem årene? Hvilke af byens købmænd handlede I hos -og var der forskel i købmændenes varesortiment? Hvordan foregik transport til og fra Vind -hvornår fik I selv bil? Hvor og hvordan foregik lægebesøg? Hvad legede I med i din barndom? Sjove historier fra din skoletid og ungdomsballer? Kort sagt: Læg hovederne i blød, emnerne er utallige!

Ofte fremhæves sognets fremmeste, ’store’ mænd, men tit er det de ’små’ mænd -og ikke mindst deres koner- der har sat sig de dybeste spor i folks erindring. Hvem, synes du, fortjener at blive fremhævet?

Der er flere måder at hjælpe os på: Er du glad for pen og papir, vil vi meget gerne, om du vil nedfælde dine minder og historier på skrift. Om du skriver en halv side eller halvtreds er ikke afgørende -vi er glade for alt, vi modtager!

En anden mulighed er at aflægge lokalarkivet et besøg -enten på egen hånd eller i selskab med andre- og her berette for os, mens en af arkivets frivillige medarbejdere tager notater eller foretager lydoptagelse. Skriv meget gerne et par stikord hjemmefra, så vi husker at komme omkring det hele.

Hvis du hjemme i fotoalbummet har billeder liggende af livet i Vind -det kan være af alt fra hverdags- og arbejdssituationer til forretningsliv, skolebilleder og familieportrætter, m.m. - så vil vi meget gerne have lov at kopiere dem. Scanneren står altid klar -altså får du billederne med hjem igen med det samme.

Lokalarkivet, som ligger i klubhuset på bagsiden af Landsbycenter Vind, holder åbent hver onsdag i tidsrummet kl. 14:00-17:00. Der vil desuden kunne aftales besøg på andre tidspunkter ved henvendelse til arkivleder Gerda T. Jensen på telefon 2160 6115 eller på e-mail info@vindlokalarkiv.dk

Besøg eventuelt også lokalarkivets hjemmeside for inspiration: www.vindlokalarkiv.dk

NB: deadline for bidrag er 1. december 2022!

Med venlig hilsen

Vind Lokalarkiv


Se/udskriv opslaget her: opslag-100 års jubilæum.pdf