Spørgeskema om Frydendal Vindmøllepark

Vind Sogns Borgerforening håber meget at ALLE i Vind vil svare på dette spørgeskema, da det kan hjælpe os i vores videre arbejde. Vi ser os nødsaget til at vide om der er flertal for projektet eller ej inden vi kan vide hvilken vej borgerne i Vind gerne vil have os til at arbejde ud af.

NB: Tidsfristen for besvarelse er udsat en uge, så sidste frist for besvarelse er nu onsdag d. 31. august kl 18.00

Hvis I ikke har en google konto kan der afhentes et fysisk spørgeskema ved Anne Ovesen - ring eller send en sms på 21930666

Link til spørgeskemaet: https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSfWQ3oe9OWaM3fpgvBMHXenQRGaZNe9Ab0lzbtP4FoKaCD9xQ/viewform

På forhånd tusind tak for jeres hjælp.

Du kan læse mere om projektet Frydendal Vindpark her: Nyheder 20. maj 2022, samt på Momentums nye hjemmeside om vindmølleprojektet her: vindparkfrydendal.dk


Uddybende om undersøgelsen

I forbindelse med Herning Kommunes behandling af eventuel tilladelse til etablering af Frydendal Vindmøllepark, er det aftalt mellem kommunens Byplan- og Bosætningsudvalget samt Vind Sogns Borgerforening, at borgerforeningen skal afsøge den lokale opbakning til projektet.

Det vil vi så forsøge med dette spørgeskema, som vi vil opfordre flest mulige til at svare på:

https://forms.gle/rv4DXbHbBCb76RvA6

Det er kun muligt at svare én gang pr. person. Derfor skal man logge ind med en Google konto for at svare. Svarene forbliver anonyme selvom man logger ind. Har man ikke en Google konto, kan man enten oprette en, eller kontakte Borgerforeningen og få spørgeskemaet på anden vis.

Baggrundsinfo:

En tværfaglig arbejdsgruppe i kommunen har vurderet bl.a. projektet Frydendal Vindmøllepark og deres konklusion er, at:

  • ”Projektområdet er placeret indenfor særlig værdifuldt landskabsområde. Området er kendetegnet ved mange særlige visuelle oplevelsesmuligheder, herunder vidtstrakte udsigter fra områdets mange højdepunkter, der ofte fremstår som lysåbne heder. Landskabet vurderes uegnet til indplacering af lave tekniske anlæg, idet det storbakkede terræn og landskabets åbne karakter vil medføre stor synlighed til anlæggene, som derved vil udgøre betragtelig visuel påvirkning på landskabet”.
  • ”Området har en stor forekomst af naturværdier og værdifulde landskaber. Et vindmølleprojekt er umiddelbart ikke foreneligt med områdets værdifulde landskaber. En gennemførsel af projektet vil desuden kræve tilpasning i forhold til naturen”.

Til den politiske behandling i Byplan- og Bosætningsudvalget fremsendte Momentum (projektejer og udvikler på Frydendal Vindmøllepark) brev til udvalget indeholdende oplysning om, at de mente, at 95 % af de fremmødte på infomødet d. 18-05 var positive overfor projektet.

På den baggrund har Byplan- og Bosætningsudvalget besluttet, at der skal arbejdes videre med projektet, og at den reelle opbakning til projektet skal undersøges i samarbejde med Borgerforeningen.